Jørgen Thøgersen

Uddannelse

Jeg er uddannet i den finansielle sektor.

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

Jeg ønsker at gøre en aktiv indsats for at bibeholde en stor dansk finansiel virksomhed på danske hænder og bevare den som en foreningsejet koncern, så vi også i fremtiden kan tilbyde vores børn og børnebørn gode muligheder for konkurrencedygtige realkreditlån.

Hvad er dine mærkesager?

Jeg vil kæmpe for lige muligheder for optagelse af realkreditlån, uanset adressen. Fair lån i hele landet. Jeg vil kæmpe for fastholdelse af den nuværende ejerskabsmodel. Jeg vil kæmpe for, at der arbejdes med en stram gebyrpolitik og fortsat udbetaling af KundeKroner.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

Der skal fremadrettet arbejdes for yderligere medlemsinvolvering ved valg af repræsentantskabsmedlemmer.

“en krone sparet er en krone tjent”

Lidt om mig

Jeg er 57 år og arbejder som sektionsleder i Projekthuset i Ribe. Jeg er valgt ind i byrådet i Vejen kommune og bestrider forskellige bestyrelsesposter blandt andet i SportsCenter Danmark og PKA, hvor jeg i 2019 gennemførte uddannelsen “Bestyrelsesarbejde i finansielle virksomheder”.

Stilling og poster:

  • Sektionsleder – leder af Projekthuset i Ribe
  • PKA-Bestyrelse
  • Pensionskassen for Socialrådgivere, socialpædagoger og Kontorpersonale
  • Byrådsmedlem i Vejen Kommune
  • Bestyrelsen i Deponi Syd
  • Bestyrelsen i Sportscenter Danmark
  • Bestyrelsen i Vejen Kunstmuseum
  • Bestyrelsen i Brørup Fjernvarme
  • Bestyrelsen i Brørup Hallerne
  • Repræsentantskab Nordlys

Erik Johannsen

Uddannelse

Advokat, cand.jur.

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

Jeg vil med mine kompetencer gerne spille en rolle i et repræsentantskab, der på demokratisk vis og gennem synligt, aktivt og ansvarligt ejerskab kan fastholde dansk realkredit som “verdens bedste” finansieringsform.

Hvad er dine mærkesager?

At der til stadighed drives en effektiv og konkurrencedygtig finansiel virksomhed set med alle virksomhedens interessenters øjne og i forhold til interessenternes berettigede krav og forventninger – alt i lyset af det særlige samfundsansvar, som virksomheden har.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

At efterleve – og i en meget omskiftelig verden om nødvendigt at tilpasse – foreningens 5 mærkesager og foreningens formål og forretningsmodel.

Lidt om mig

Privat: Samlevende med Marianne, der er sygeplejerske. Vi har hver to voksne børn, der er flyttet hjemmefra og studerer. Passioneret løber. Job: Advokat i Sønderborg siden 1995. Partner i et større regionalt advokatfirma. Arbejder primært med erhvervsforhold, herunder økonomisk kriminalitet som beneficeret forsvarer. Mediator og retsmægler. Sidder i en lang række bestyrelser; har bl.a. gennem en længere årrække været en del af formandsskabet i bestyrelsen i Broager Sparekasse – de seneste år som formand; har således et indgående kendskab til ledelse af finansiel virksomhed – og da Broager Sparekasse er en garantsparekasse – i arbejdet i og med et repræsentantskab.

Stilling og poster:

  • Advokat, partner i Judica Advokaterne
  • Bestyrelsesformand i Broager Sparekasse
  • Bestyrelsesformand i Hjortgaard Byggeri A/S
  • Bestyrelsesformand i El-Hjørnet i Centrum A/S
  • Bestyrelsesformand i Sønderborg Statsskole
  • Bestyrelsesmedlem i Watersystems A/S
  • Bestyrelsesmedlem i Judica Advokatpartnerselskab
  • Bestyrelsesmedlem i JAK Sønderborg ApS
  • Bestyrelsesmedlem i K/S Adam-Opel-Strasse, Rüsselheim

Claus Kokholm

Uddannelse

Master of Business Administration, Executive, fra Aarhus Universitet & Syddansk Universitet i 2014.

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

Forenet Kredit er en forening for kunder i Nykredit og Totalkredit, som bygger på medlemsdemokrati. Det er noget, vi skal passe godt på, så vores børn og børnebørn også kan få gavn af denne. Jeg finder det naturligt at sætte handling bag ordene ved at stille op og sikre, at der også i den finansielle sektor fortsat vil være et stærkt foreningsalternativ til alle.

Hvad er dine mærkesager?

STÆRK ØKONOMI: Det er vigtigt, at omkostningerne for kunderne er konkurrencedygtige. Det er også tilfældet i dag, hvor både foreningens selskaber NYKREDIT og TOTALKREDIT drives effektivt, både med hensyn til service og økonomi.

LOKAL FORANKRING: Alle skal have adgang til foreningens tilbud, også selvom man bor i en 6000 eller 7000 postnummerserie. Foreningen skal ikke være en eksklusiv klub, men en medlemsforening for alle, uanset om der bare er en mursten indtil naboen, eller en grusvej og 800 meter hen til næste nabo.

BÆREDYGTIGHED: Det er vigtigt for mig, at vi afleverer tingene i samme stand, som vi har modtaget dem (eller bedre). Det betyder, at jeg vil værne om, at vi kan efterlade vores børn og børnebørn med de samme muligheder, som vi har.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

Sikre at foreningen også fremover er minimum lige så stærk som nu og konkurrencedygtigt kan levere finansiering til ALLE postnumre i Danmark.

Værn om demokratiet, det er absolut den bedste investering i et godt liv, du kan lave – for os alle.

Lidt om mig

Professionelt bestyrelsesarbejde samt indehaver af konsulentvirksomheden Claus Kokholm Management ApS og Hydraulik remanufacturing gruppen: INFINITY Remanufacturing, som sælger industrielt genfabrikerede hydrauliske motorer og pumper i Europa.

Jeg er 50 år, bosiddende i Glejbjerg, gift med Mette og sammen har vi 3 halvvoksne børn. Jeg har i min karriere arbejdet i alle dele af Syd- og Sønderjylland. Sønderborg, Aabenraa, Toftlund, Kolding, Jels, Bramming, Esbjerg og nu hjemme i Glejbjerg. Det har været en gave for mig i forhold til at få åbnet øjnene for, hvordan vi kulturelt faktisk hænger bedre sammen, end man måske tror. Vi er nemlig ikke så forskellige, når vi taler om, hvad vi drømmer om og ønsker for vores familier og venner.

 

Peter Skou

Uddannelse

Handelsskole, traditionel erhvervsfaglig uddannelse, autodidakt.

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

Jeg stiller op, fordi jeg mener, det er ekstremt vigtigt at værne om det fantastiske koncept, der hedder kreditforeningslån, som må betegnes som værende en af de mest socialt ansvarlige former for bolig- og erhvervsboliglån. Samtidig er det vigtigt at værne om tanken, som ligger i Forenet Kredit i at være “et andelsforetagende”.

Hvad er dine mærkesager?

Det er vigtigt at have en sund og stærk økonomi for banken, således at den kan vokse og overholde alle internationale, finansielle krav. Samtidig er det vigtigt, at man har et socialt ansvar og praktiserer dette; dette kan kun gøres ved bankens robusthed. Derfor er mærkesagerne, som er lagt af det nuværende repræsentantskab, omkring verdens bedste boliglån og boliger i hele Danmark de væsentligste mærkesager for mig.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

At bevare og udbygge bankdriftens stærke økonomiske position, idet banken er underlagt meget strenge internationale, finansielle regler. At sikre robusthed til dårlige tider.

Det vil være med ydmyghed, at jeg vil gå til opgaven om at skaffe vælgere nok til at komme i repræsentantskabet. Og det vil være med ydmyghed, at jeg vil tale de private ejeres sager i repræsentantskabet.

Lidt om mig

Bosiddende i Vejle med min hustru gennem ca. 20 år, 4 udeboende børn. Til daglig ejerleder og kommerciel direktør i R2 Group Holding, som hovedsageligt arbejder inden for foderstofingredienser og fødevareprodukter produceret i det sønderjyske. Samtidig formand for BusinessVejle, som er Vejles erhvervslivs talerør, både lokalt, regionalt og nationalt. Har siddet i den tidligere regerings dialogforum for samfundsansvar og vækst. Sidst, men ikke mindst, er jeg inkarneret Liverpool-tilhænger 🙂

Stilling og poster:

  • Kommerciel direktør i R2 Agro A/S
  • Bestyrelsesformand i Nuco Invest A/S
  • Bestyrelsesmedlem i R2 Group Holding A/S
  • Bestyrelsesformand BusinessVejle

Sonnich Jensen

Uddannelse

Cand.oecon. fra Aarhus Universitet.

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

For at medvirke til at sikre den nuværende realkreditmodel, vi har her i Danmark. Den er i international sammenligning enestående og er i dag baggrund for, at så mange kan eje deres egen bolig.

Hvad er dine mærkesager?

Gennem Forenet Kredit vil jeg arbejde for, at Nykredit først og fremmest skal være til for kunderne. Jeg vil arbejde for at udvikle Nykredit, så de tilbyder gennemsigtige produkter, som kunderne kan forstå, og til absolut konkurrencedygtige priser, dvs. blandt de billigste på markedet.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

  • Sikre, at Nykredit fremover fortsat primært er ejet af kunderne.
  • Anerkende, at en forudsætning for gode kurser på realkreditobligationerne og dermed lave renter for kunderne er, at investorerne har tillid til udsteder, altså her vores realkreditvirksomheder. Dvs. rating har stor betydning.

Det skal være en mærkbar fordel for kunderne, at Nykredit primært er ejet af kunderne.

Lidt om mig

Jeg stillede op til repræsentantskabet i 2012 og var ikke opstillet af bestyrelsen. Jeg blev ved kampvalg valgt ind i repræsentantskabet i 2012. Jeg har i mange år været uddannelseschef ved Erhvervsakademi Sydvest i Esbjerg og Sønderborg for Finansøkonomuddannelsen og er i dag lektor samme sted og ekstern lektor på SDU. På akademiet uddanner vi unge mennesker til ansættelse i blandt andet den finansielle sektor. Jeg har tidligere været ansat i pengeinstitutter og arbejdet som blandt andet økonomichef og chefhandler for udenlandske værdipapirer. Herudover har jeg tillige repræsenteret en gruppe regionale pengeinstitutter i Finansrådet og undervist i kapitaldækningsregler på Provinsbankernes Kursuscenter i Skanderborg.

Elke Skytte

Uddannelse

Cand.jur. og ejendomsmægler MDE.

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

For at få indflydelse på fremtiden for danskernes mulighed for at få realkreditlån.

Hvad er dine mærkesager?

  • Sikre de billigste og bedste lånemuligheder til alle – også “Udkantsdanmark”.
  • Sikre bevarelsen af kunderabatter og tilbagebetaling til kunderne.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

Vi må have fokus på en fortsat høj rating af obligationerne, så de forbliver attraktive for investorer lokalt og globalt – uden disse kan vi ikke sikre billige lån til danske låntagere.

Vi skal sikre fremtiden for danskernes mulighed for at erhverve fast ejendom via billige danske realkreditlån i hele landet.

Lidt om mig

Jeg er født og opvokset i Århus, hvor jeg er uddannet jurist.
Personligt er jeg bosat i Billund, gift med Jakob og har to børn. Fritiden bliver primært brugt i naturen med hund og hest.
Efter endt uddannelse var jeg bosat 4 år i København – og arbejdede hos Ernst&Young. Jeg fik i 2009 job på LEGO i Billund. I 2015 fik jeg mulighed for at blive indehaver af Estate i Billund og uddannede mig til ejendomsmægler på Finansakademiet i Aarhus.
Estate Billund blev i sommeren 2019 kåret som Årets Estate-mægler ud af 84 butikker landsdækkende.

Jeg har tidligere været i repræsentantskabet i Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, hvor jeg blev stemt ind i bestyrelsen og var næstformand under sammenlægningen med Sparekassen Kronjylland. Jeg er derfor tilsvarende uddannet på Finanssektorens Uddannelsescenter og godt klædt på til at påtage mig opgaven i repræsentantskabet i Forenet Kredit.

Kirsten Sydendal

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

Jeg stiller op, fordi jeg gerne vil repræsentere Region Sjælland – og særligt Lolland-Falster – blandt privatkunderne, og fordi jeg tror, at jeg kan bidrage med erfaringer inden for landdistriktsudvikling, kommunikation, og hvordan man skaber medlemsengagement.

Hvad er dine mærkesager?

Jeg vil gerne arbejde for, at man kan låne penge til køb af ejendom i hele Danmark. Det er vigtigt at udvikle vores landdistrikter og tale dem op, men alt det nytter ikke noget, hvis ikke realkreditinstitutterne vil låne penge ud til tilflytterne. Det vil jeg gerne være med til at sikre, og jeg vil gerne have, at historierne om tilflytning til landdistrikterne bliver fortalt. Dermed kan vi understøtte en sund modbevægelse til urbaniseringen, og dermed bliver der bedre balance mellem by og land.

Jeg vil desuden gerne være med til at udvikle medlemsdemokratiet i Forenet Kredit. Vi er så mange kunder og medlemmer i Forenet Kredit i Danmark, og vi kan virkelig gøre en forskel, hvis vi vil. Derfor vil jeg gerne arbejde for, at alle kunder føler, at de ikke bare er en kunde, men også en vælger, og at de husker at bruge deres stemme. Jeg tror på andelstanken, og jeg mener, at det ikke kun er op til politikerne at stræbe efter FN’s verdensmål. Det skal vi også som borgere og foreninger.

Sidst men ikke mindst vil jeg gerne skabe generel opmærksomhed og oplysning omkring realkredit. Realkredit skal være noget, som både mænd og kvinder, i alle aldre, ved noget om, så de ved, hvad de taler om, når de sidder foran deres bankrådgiver. Viden er magt, og jeg vil gerne have, at Totalkredit også leverer viden og indsigt om privatøkonomi til deres kunder, så de kan træffe oplyste beslutninger og ikke ender i luksusfælder og tvangsauktioner. Forenet Kredit skal være kendetegnet ved gennemsigtighed og troværdighed.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

At der lånes penge ud over alt i Danmark – også i landdistrikterne. At barriererne herfor identificeres og fjernes.

Jeg tror på, at vi skal passe på alt det, vi har fået, og aflevere det i bedre stand, end da vi overtog. Det gælder vores egen jord og ejendomme, det gælder vores lokalsamfund, og det gælder vores planet.

Lidt om mig

Jeg er opvokset på Fejø, nord for Lolland, og flyttede tilbage til mit barndomshjem på øen for ca. 20 år siden, efter at jeg havde rejst i Frankrig og gjort min uddannelse færdig i København. Jeg tog det som en spændende udfordring at flytte tilbage til sydhavsøerne, samtidig med at jeg havde en god karriere som akademiker. Jeg arbejdede i starten som ordbogsforfatter ved Den Danske Ordbog med tre dage om ugen på Fejø og to i København. Siden har jeg også været ansat i både Lolland og Guldborgsund Kommuner og arbejdet med kommunikation, digitalisering og udvikling.

Jeg har, siden jeg flyttede tilbage, interesseret mig for småøerne og Lolland-Falster og vores udviklingsmuligheder og styrker. Jeg har haft fokus på de positive historier og har altid ment, at vi også som almindelige borgere bør engagere os i samfundsudviklingen. Selv har jeg været med til at starte Lolland-Falster Lovestorm, der hver eneste dag fortæller positive historier fra Sydhavsøerne, og som har udviklet sig til en stærk folkebevægelse og en fornyet fortælling om, hvad Lolland-Falster er.

Jeg er mor til tre piger, der alle er under uddannelse nu. Vi har i min familie en særlig tilknytning til Sjælland, da mange af os har taget studentereksamen som kostelever på Sorø Akademi.

Rune Holm

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

Jeg stiller op til repræsentantskabet, fordi jeg vil være med til at værne om det sidste foreningsejede realkreditinstitut. Og være med til at passe på verdens bedste, og formentlig også billigste, boligfinansiering. Så boligejerne kan sove trygt om natten, da de ved, at der er styr på deres boliglån.

Hvad er dine mærkesager?

Billige realkreditlån.
At Forenet Kredit skal være en god langsigtet ejer af Nykredit og Totalkredit.
At vi skal værne om det danske realkreditsystem.
At flere skal kende til Forenede Kredit.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

Værne om danskernes gode og billige muligheder for boligfinansiering.

Drømme om en base for familien starter med at bygge basen med et godt realkreditlån i ryggen.

Lidt om mig:

Rune Holm, 48 år.
Far til tvillinger på 13 år.
Er oprindeligt født på Vestegnen, men har boet i det meste af Danmark i forbindelse med job. Har siden 2002 boet i Listed ved Svaneke på Bornholm.

Er: Innovativ, hurtigt tænkende og grundig med alt, hvad jeg gør.

Arbejder som tilflytterkonsulent på Bornholm, hvor jeg hjælper tilflyttere med alt fra job til, hvor de skal bo, hvordan de får lån til at købe hus, og alt det andet, når man skal flytte lidt længere væk end til nabokommunen.
Uddannet video-journalist. Blev i 2009 nomineret til Cavling-prisen for projektet Bornholm Redder Liv.
Har siden 2015 siddet i TrygFondens repræsentantskab, hvor jeg også er medlem af bevillingsudvalget. Jeg sidder også i Vellivs repræsentantskab.
I 2014, da Svaneke Skole lukkede, var jeg idemand og bestyrelsesformand for dannelsen af Svaneke Friskole.
Fra min barndom har jeg haft kendskab til realkreditlån, da min far arbejde i Realkredit Danmark, og jeg oplevede op- og nedture med realkredit omkring kartoffelkurene osv. Jeg ved, hvor vigtige gode lånemuligheder er for boligejerne.

Tommy Bøgehøj

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

Fordi jeg som boligejer, ejer af erhvervsbygninger og medejer af flere små iværkstætterselskaber har en stor interesse i at sikre optimale konkurrencedygtige lånevilkår. Fordi jeg som kommnualpolitiker og stor lokalpoltisik interesse generelt, har et ønske om at sikre konkurrencedygtige kreditforeningsvilkår for alle, ikke kun ud fra låntagers evne og vilje, til at skabe og tage ansvar, dette vil sikre en mere harmonisk udvikling mellem land og by.

Hvad er dine mærkesager?

– Fokus på- og overskud tilbage til kunderne fremforaktionærer, derved sikres den optimale konkurrence på markedet, derfor skal Nykredit/Totalkredit fastholdes som kundejede. – At sikre markedets ebdste realkreditlån til bolig- og erhvervsbyggeri i hele landet. – At Nykredit fonden aktivt deltager i at nedrive faldefærdige boliger som ofte kan skæmme mindre bysamfund og derved give omkringliggende huse større værdi.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

I en verden med store strukturændringer i den finansielle verden og med hastig skiftende konjekturer i en urolig tid, skal Nykredit sikre sig et stærkt finansielt udgangspunkt, som kan fastholde det kundeorienterede demokrati og
skabe tryghed og økonomisk sikkerhed for alle låntagere.

Lidt om mig

Jeg er 59 år, bosiddende i Ebeltoft, gift med Annette og vi har 3 børn (som er på vej ind i boligmarkedet). Efter en årrække som direktør i flere internationale selskaber etablerede jeg mig i 2005 som iværksætter og var bl.a. ejerleder for Skomø A/S i en lang årrække, ligesom jeg i dag er medejer af en række iværksætterselskaber hvor jeg deltager i bestyrelsesarbejde m.m. Udover poster i ”egne” selskaber er jeg bestyrelsesformand for Skomø A/S samt Fregatten Jylland, ligesom jeg sidder i byrådet i Syddjurs Kommune og er medlem af økonomiudvalget. Den politiske interesse samt egen erfaring med flere større og mindre låntagninger i danske realkredit institutioner mener jeg er et godt udgangspunkt for at være med til at præge den fremtidige udvikling til gavn for alle låntagere i hele landet.

Mie Krog

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

I Danmark har vi en helt unik model for finansieringen af egen bolig – realkreditlånet. Realkreditlånet er dokumenteret og i sammenligning med andre lande en meget billig måde at finansiere sin bolig på. Faktisk er det mellem 60-75% dyrere at finansiere en sammenlignelig bolig i både Sverige, Tyskland og England. Billige realkreditlån giver en meget stor andel af den danske befolkning mulighed for at eje deres egen bolig og få glæde af de fordele, som det giver. Tryghed, frihed, langsigtet opsparing, mulighed for at invitere venner og gæster på besøg og meget mere. Værdier, som er uvurderlige for os alle. Nykredit og Totalkredit er foreningskontrollerede gennem Forenet Kredit. Som den sidste foreningskontrollerede realkreditinstitution i Danmark repræsenterer man over 1 mio. realkreditkunder – en meget stor andel af den danske befolkning. Vi har sammen et stort ansvar for at beskytte denne model og sikre, at det ikke bliver kapital og afkastdrevne ejere, der sætter dagsordenen og dermed også prisstrukturen på det danske boliglånsmarked. At vi skal understøtte et Danmark i balance, er ligeledes en vigtigt ting, som Forenet Kredit har et klart mål om – at HELE Danmark i fremtiden kan få billig og sikker boligfinansiering fra en udbyder, som vægter ordentlighed. Det vil jeg gerne gøre en indsats for i repræsentantskabet!

Hvad er dine mærkesager?

Sikre konkurrencedygtige ydelser med fokus på kunderne. Fastholde belåningsmulighederne i landdistrikterne. Understøtte den løbende professionalisering af en foreningskontrolleret virksomhed. Bidrage til medlemsdemokratiet i Forenet kredit og få engageret flere Totalkredit-kunder i foreningen.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

At få endnu flere af Totalkredit-kunderne engageret i Forenet Kredit og dermed sikre, at foreningen repræsenterer en endnu større andel af kunderne og dermed kan øve indflydelse på flere niveauer – også politisk. At fastholde koncernen som en konkurrencedygtig og ordentlig udbyder af lån i HELE landet.

Lidt om mig

Jeg er 50 år, bor i Viby J med min mand og søn på 19. Jeg er født og opvokset på landet og har derfor både indsigt og respekt for livet på landet og i byen. Jeg er uddannet inden for international afsætning og har gennem mere end tyve år arbejdet for jyske familieejede virksomheder. I dag er jeg selvstændig og arbejder professionelt med bestyrelser i mellemstore virksomheder.