Jens Ejner Christensen

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

Jeg stiller op til repræsentantskabet i Nykredit, fordi jeg gerne vil være med til at udvikle og fremtidssikre den danske realkreditmodel. Jeg har en stor berøringsflade og vil gerne være bindeled mellem foreningens bestyrelse og de låntagere, jeg kender i mit netværk.

Hvad er dine mærkesager?

At sikre adgang til billig belåning i hele landet, også i landdistrikterne.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

Forenet Kredit skal med et aktivt ejerskab af Nykredit sikre de bedst mulige lånebetingelser for foreningens medlemmer. Forenet Kredit skal med et aktivt medlemsdemokrati sikre dialogen med foreningens medlemmer.

Lidt om mig

Jeg er gift med Anita, sammen har vi tre børn Mads Ole, Johan og Anna. Gennem 25 år har vi drevet gården Stormgaard ved Jelling. Ud over arbejdet med vores virksomhed har jeg siden 2017 været borgmester i Vejle kommune.

Michael Torp Sangild

Hvorfor stiller du op til repræsentantskabet?

I Danmark er der tradition for demokrati og medindflydelse, og jeg finder det vigtigt, at der er en stor finansiel udbyder, der er forenings- og kundeejet. Det fastholder fokus på, at Nykredit/Totalkredit skal drives til gavn for kunderne, og det giver et godt fundament og incitament til at være “bedst og billigst”.

Hvad er dine mærkesager?

  • Jeg vil arbejde for at kunne bevare den danske realkreditmodel, som den er i dag.
  • Jeg finder det vigtigt, at Nykredit/Totalkredit drives professionelt og ansvarligt og er sit samfundsansvar bevidst.
  • Repræsentantskabet skal arbejde langsigtet, så der også er lånemuligheder til næste generation i respekt for Nykredits historie og for dem, der var låntagere før os, og som har skabt den bank og kreditforening, vi kender i dag.

Hvad er det vigtigste, foreningen skal fokusere på i fremtiden?

Fastholde bestemmende indflydelse blandt ejerne.
Fair lån i hele Danmark.
Skabe fokus på ansvarlighed.
Stille krav og forventninger om, at Nykredit/Totalkredit er “Bedst og Billigst”.

Nykredit/Totalkredit er ikke som de andre

Lidt om mig

Jeg er 53 år, gift og har 3 voksne børn. Jeg har været selvstændig landmand i 30 år og har været medlem af Forenet Kredits repræsentantskab i 3 valgperioder.